søndag den 5. februar 2017

Dag 84

Jeg er blevet for doven til at blogge, I know it. Jeg er simpelthen blevet for doven til lige at sætte mig ned og få skrevet hvad jeg går og oplever. Jeg synes derudover også at det er lidt svært at få skrevet det hele ned til en stor sammenhængene tekst og stadig få det til at lyde spændende.
Har måske også fået lidt præstationsangst over at min storesøster Laura er begyndt at blogge for Kamikposten og hendes indlæg er simpelthen så godt skrevet at hun får enhver anden blogger til at falme. Men det er nu mest fordi jeg er doven og at jeg synes at Laura er en god undskyldning for det...

Sammenhængene og spændende eller ej, here it comes; de sidste 3 uger siden jeg sidst bloggede.
Jeg har det stadig fint, både personligt og med familien. Jeg ser virkelig store fremskridt mht. til Aafke der er begyndt at snakke så godt engelsk. Mine første uger her snakkede hun tit hollandsk til mig selvom hun godt vidste at det forstod jeg ikke, det var simpelthen fordi hun ikke havde nogen anden mulighed. Det er hun holdt helt op med, bortset fra nogle få undtagelser selvfølgelig. Men i princippet snakker vi engelsk til hinanden og har endda diverse samtaler kørende om alt hvad der nu går gennem sådan en 3-årigs nysgerrige hjerne.
For et par uger siden gik hun også hen og blev syg hvilket resulterede i at jeg skulle være alene hjemme med hende en hel dag, det er lidt af en udfordring når jeg normalt kun er sammen med hende i 2-3 timer. Men det gik fint, taget i betragtning at hun ikke havde meget energi og ikke var i det bedste humør pga. sygdom. Men vi klarede den og det gør at jeg er lidt mindre nervøs over at jeg i denne uge skal være alene med hende en nat, hvor jeg både skal putte hende og gøre hende klar til skole der jo også er nyt. Men mon ikke vi også klarer den?



Selv samme aften hvor jeg havde en hel dag hjemme med Aafke, var jeg ude og stå på snowboard i Holland, i Snowworld der er en indendørs skihal. Selvom det ikke var mega stort og jeg ikke fik prøvet nogle slides eller hop (følte mig lidt for rusten) var det stadig fedt at komme ud og køre og jeg fik endda (endelig) lært at køre switch (der er snowboardversionen af at lære at skrive med venstrehånd selvom man er højrehåndet), og glæder mig allerede til næste tur, hvornår det så end bliver.



Derudover har jeg selvfølgelig haft en masse hyggelige aftener med pigerne - både de danske og min tyske veninde. Vi har blandt andet været ude og spise afrikansk, spillet brætspil og bare haft hygge aftener i det hele taget. Aftenerne med min tyske veninde har mest bestået af øl i en bar tæt på hvor jeg bor. Hendes værtsfamilie der også er hendes kusine flyttede nemlig 5 minutter væk fra hvor jeg bor så det var rigtig dejlig nemt for os lige at mødes efter en lang dag.
Hun er desværre taget hjem i fredags, da planen var at hun kun skulle være her til slutningen af januar. Det er heldigvis dog ikke et "farvel", men et "på gensyn" da hun har planer om at komme nogle weekender, og den første er allerede om 3-4 uger.



Jeg synes også at jeg virkelig er ved at lære byen at kende, jeg bliver bedre og bedre til at finde rundt og synes at det er oftere og oftere at jeg faktisk ikke rigtig behøver Google Maps som jeg ellers brugte konstant lige meget hvor jeg skulle hen. Jeg bruger det selvfølgelig stadig men jeg findere oftere og oftere mig selv i slet ikke at have brug for det, hvilket selvfølgelig gør at jeg føler mig lidt mere hjemme. Jeg føler mig også tryggere ved at skulle tage offentlig transport nu hvor jeg i starten altid gik mere eller mindre i panik eller havde katastrofetanker om hvor meget der kunne gå galt haha.

Min mor og far (måske også Laura??) og jeg, har aftalt at de kommer og henter mig til sommer når jeg skal hjem. Både fordi at jeg har så mange ting der skal tages med hjem, at det er lettere i bil, men selvfølgelig også for at de kan se den by jeg har boet i, i 8 måneder (til den tid). Og jo mere jeg lærer byen at kende, jo mere glæder jeg mig til at vise den frem til mor og far.

Hvis der er andre venner eller familiemedlemmer der skulle have lyst til at komme forbi og få en rundvisning skal i selvfølgelig også være velkomne!