Dag 63

Mens jeg var i Danmark skulle sådan ca. alle jeg snakkede med jo høre om Brussels.
"Hvordan er det?", "Er det en sød familie?", "Hvad skal du så lave?", "Gør du så også rent?", "Hvad får du tiden til at gå med når du ikke arbejder?", "Hvordan fandt du familien?". Svarene på de fleste spørgsmål er nok spredt lidt rundt i mine indlæg her på bloggen, men nu er det jo ikke alle der læser med - eller har læst alle indlæg, hvilket nok kun er min nærmeste (og mest bekymret) familiemedlemmer der har, haha.

Dette indlæg er til alle der er nysgerrige og lidt for dovne til at læse hvert eneste indlæg jeg har skrevet , men allervigtigst er den til alle der overvejer at rejse ud i verden på den ene eller den anden måde men holder sig tilbage!

Jeg synes selv at jeg trives og er glad hernede; jeg har en god dagligdag kørende med sport, arbejde og at ses med veninder. Men når jeg siger at jeg trives og er glad, betyder det langt fra at jeg går og er fuldstændig glad i låget 24/7. For selvfølgelig har jeg dage hvor jeg har hjemve. Hvor jeg allerhelst bare vil være hjemme i mit værelse og blive holdt lidt om af mor og far, og gå ind og drille Laura når det passer mig. Jeg savner jo også mine venner og alle de ting vi plejer at lave sammen. Og ikke mindst savner jeg at komme ud i baglandet og køre hundeslæde, snescooter og at stå på snowboard på tøsebakken. Nogle dage mere end andre. Men hver gang siger jeg til mig selv at baglandet smutter ingen vegne og det gør min familie heller ikke... Mine venner derimod smutter nok ud på opdagelse, ligesom mig, eller på uddannelse men dem ved jeg altid at jeg har - ligemeget hvor vi er.
Men denne chance, at bo i et andet land og opleve en anden kultur, den får jeg ikke igen på samme måde så jeg nægter at lade hjemveen få mig ned med nakken og jeg opfordrer alle udvekslingsstudenter og andre der er ude i verdenen på samme måde, til at tænke i de samme baner, da jeg synes at jeg for tit ser udveklslingsstudenter og faktisk også grønlandske efterskoleelever der tager hjem pga. hjemve.

Jeg får rigtig tit spørgsmål om hvordan jeg kom i kontakt med familien og hvordan jeg ligesom kom på at skulle herned. Det hele var ret spontant faktisk fordi at meningen var at jeg ville ned og arbejde på et skihotel men efter en masse ansøgninger og en jobsamtale indså jeg at det nok er næsten umuligt når jeg hverken snakker fransk eller tysk som de fleste danskere jo gør, og det er selvfølgelig disse der bliver valgt først. Jeg gav op på idéen for at være realistisk men gav ikke op på at skulle ud og rejse så jeg skrev en status på facebook og spurgte efter idéer hvad man kunne lave i sit sabbatår uden at skulle bruge en hel masse penge (som jeg hellere vil bruge på min fremtidige uddannelse). En facebookven henviste mig til siden greataupair.com hvor jeg lavede en profil, faktisk bare for at se hvad der var af muligheder. Jeg fik nogle beskeder hvor jeg dog ikke rigtig syntes at jobbet eller familien var overbevisende. Så skrev min nuværende værtsfamilie og jeg syntes jo at jobbet lød dejlig let så vi skrev lidt frem og tilbage og endte med at have en skypesamtale, hvorefter planlægningen sådan set ellers bare begyndte. En måned efter første besked, sad jeg i Brussels.

Det er jo en kæmpe risiko at tage, både for mig men også for værtsfamilien. At flytte til et fremmed land hvor man ingen kender og skal bo hos en vildt fremmed familie. Men det er også en kæmpe risiko at tage at lade en vildt fremmed ind i dit hjem og overlade dit barn i hænderne på vedkommende. Så det er lidt af en sats begge parter tog.

Under min juleferie i Danmark sagde min farfar til mig at jeg var modig og at hvis det var ham, så havde han nok skidt i bukserne af skræk. Jeg svarede min farfar at jeg skam også har skidt i bukserne af skræk et par gange. Jeg kan huske da jeg sad i flyveren, for præcis 2 måneder siden, på vej til Brussels fra København så tænkte jeg "hvad fanden har jeg gang i? Alt kan gå galt". Men jeg prøvede at tage en dyb indånding og tage én ting af gangen.
De første gange jeg skulle ud var også et helvede. Tænk hvis jeg ikke kan finde tilbage? Tænk hvis jeg ikke kan finde derhen? Tænk hvis jeg bliver overfaldet? Og ikke mindst at skulle møde nye venner! At skulle gå ind i et fremmed område for at møde en fuldstændig fremmed person uden at vide om man vil have noget at snakke om eller om personen er den som han/hun udgiver sig for. I kan tro jeg har skidt meget i bukserne, men hold kæft jeg udvikler mig som person af alle de gange jeg tørrede min røv og kom igennem det alligevel! (Håber i forstår metaforen).
Så selvom det måske ser ud til at jeg bare er en type der er fearless og bare kaster mig ud i ting, så er det langt fra sådan det er. Det kræver mod og et stort skridt ud af min comfortzone og jeg håber at indlægget giver mod til alle der sidder derhjemme og føler sig fanget i deres comfortzone. 

Jeg vil med glæde også svare på spørgsmål (som jeg allerede har fået et par stykker af) eller hjælpe hvis nogen selv gerne vil prøve at komme ud og være au pair, så i er velkomne til at skrive til mig på facebook ! 

Dag 56

Så er jeg tilbage i Brussels efter 23 timer undervejs. Jeg har ikke fået blogget meget mens jeg var på juleferie men nu er jeg tilbage og i bliver selvfølgelig ikke snydt for hvad jeg har gået og lavet siden sidst jeg bloggede.
Først og fremmest er vi jo kommet ind i det nye år. Som sagt i mit tidligere indlæg, fejrede jeg det hos nogle gamle efterskole venner i Aalborg. Det endte med at blive ret vildt og sent og jeg tog derfra med nogle gode minder og rigtig ondt i håret. Det var så vildt at se efterskolevennerne igen og det føltes som ingen tid var gået da vi stadig var helt "vant" til hinanden.
Faktisk endte vi vist med at aftale at et par af dem kommer og besøger mig i april, hvilket jeg selvfølgelig håber bliver en realitet og glæder mig rigtig meget til!!

Lige efter nytår sagde jeg farvel og tak til Farfar og Mie og tog jeg ned til min barndomsveninde Ivalu der bor lidt uden for Randers hvor jeg var et par dage. Det var rigtig dejligt at se hende igen og jeg nød at kunne få snakket grønlandsk hele tiden (blander meget dansk og grønlandsk når jeg snakker med min familie derhjemme). Mit besøg føltes som en lang tøse sleepover med hårfletning, lægge makeup og masser af tøsesnak om alt og intet og jeg nød det virkelig!

Ivalus dygtige lille søster lagde en rigtig flot makeup på mig.
I kan se flere af hendes flotte looks på hendes Insta @anneliseeraq

 Ivalus mor blev i sommers desværre konstateret med kræft men under mit besøg blev hun erklæret rask og hvor var det fedt at se en familie få så god en nyhed! Kræft er jo en forfærdelig sygdom som alt for mange mister livet til. Det er også en sygdom der påvirker hele familien, og jeg ved hvor hårdt det har været for denne familie, der ellers kun fortjener alt godt, så jeg er så glad på deres vegne og håber at alt vil gå i samme gode retning fra nu af.

Familiens hyggelige hus

Jeg kan ikke huske om jeg har nævnt det her på bloggen men jeg har været lidt nervøs over om jeg ville få lov til at tage mit snowboard, der er blevet sendt fra Sisimiut til Aalborg, med på bussen. Faktisk så nervøs at min kusine Karoline og hendes kæreste fulgte mig til bussen, hvis nu jeg ikke fik det med så de kunne tage det med hjem. Grunden til at jeg var nervøs var at jeg efter jeg havde købt min billet så at der faktisk var regler for hvor stor bagagen må være, og det var jo pissetræls da mit snowboard jo var grunden til at jeg kørte bus i stedet for at flyve i første omgang. Men jeg fik det med og chaufførene kunne faktisk ikke have været mere ligeglad med boardet haha! 

Men jeg fik en god aften ud af det med Karoline og kæresten; vi spiste rigtig lækker sushi med en god hvidvin på en restaurant og fik senere lidt at på baren, hvor kæresten arbejder. Det viste sig faktisk at jeg crashede deres 4-måneders dag som Karoline ikke lige havde taget med i sine overvejelser da hun inviterede, men sådan kender man hende jo bedst haha (love u Karoline). 

Busturen var rigtig lang men jeg tog "heldigvis" afsted om natten så sov faktisk det meste af turen til Amsterdam. Jeg sov selvfølgelig ikke særlig godt og langt fra uafbrudt, men jeg er sikker på at det stadig har gjort lidt godt selvom jeg vildt træt lige nu.
Prøver dog at holde mig vågen da Aafke og min værtsfar snart kommer hjem fra Holland, og dem vil jeg jo rigtig gerne lige hilse på (og lave praktiske aftaler med ang. den kommende uge) inden jeg dejser om. Jeg er faktisk lidt spændt på hvordan Aafke reagerer når hun ser mig og håber at hun ikke har glemt det engelske hun fik lært. 

Mens jeg var i Danmark skulle jeg jo svare på en masse Brussel-relaterede spørgsmål hvilket inspirerede mig til at lave et indlæg om hvordan det egentlig er at tage ud i sit sabbatår eller på uddannelse i udlandet som jeg håber kan hjælpe andre der har lyst til at gøre det samme.

Indlægget kommer i de nærmeste dage, så hold jer endelig opdateret!