Dag 63

Mens jeg var i Danmark skulle sådan ca. alle jeg snakkede med jo høre om Brussels.
"Hvordan er det?", "Er det en sød familie?", "Hvad skal du så lave?", "Gør du så også rent?", "Hvad får du tiden til at gå med når du ikke arbejder?", "Hvordan fandt du familien?". Svarene på de fleste spørgsmål er nok spredt lidt rundt i mine indlæg her på bloggen, men nu er det jo ikke alle der læser med - eller har læst alle indlæg, hvilket nok kun er min nærmeste (og mest bekymret) familiemedlemmer der har, haha.

Dette indlæg er til alle der er nysgerrige og lidt for dovne til at læse hvert eneste indlæg jeg har skrevet , men allervigtigst er den til alle der overvejer at rejse ud i verden på den ene eller den anden måde men holder sig tilbage!

Jeg synes selv at jeg trives og er glad hernede; jeg har en god dagligdag kørende med sport, arbejde og at ses med veninder. Men når jeg siger at jeg trives og er glad, betyder det langt fra at jeg går og er fuldstændig glad i låget 24/7. For selvfølgelig har jeg dage hvor jeg har hjemve. Hvor jeg allerhelst bare vil være hjemme i mit værelse og blive holdt lidt om af mor og far, og gå ind og drille Laura når det passer mig. Jeg savner jo også mine venner og alle de ting vi plejer at lave sammen. Og ikke mindst savner jeg at komme ud i baglandet og køre hundeslæde, snescooter og at stå på snowboard på tøsebakken. Nogle dage mere end andre. Men hver gang siger jeg til mig selv at baglandet smutter ingen vegne og det gør min familie heller ikke... Mine venner derimod smutter nok ud på opdagelse, ligesom mig, eller på uddannelse men dem ved jeg altid at jeg har - ligemeget hvor vi er.
Men denne chance, at bo i et andet land og opleve en anden kultur, den får jeg ikke igen på samme måde så jeg nægter at lade hjemveen få mig ned med nakken og jeg opfordrer alle udvekslingsstudenter og andre der er ude i verdenen på samme måde, til at tænke i de samme baner, da jeg synes at jeg for tit ser udveklslingsstudenter og faktisk også grønlandske efterskoleelever der tager hjem pga. hjemve.

Jeg får rigtig tit spørgsmål om hvordan jeg kom i kontakt med familien og hvordan jeg ligesom kom på at skulle herned. Det hele var ret spontant faktisk fordi at meningen var at jeg ville ned og arbejde på et skihotel men efter en masse ansøgninger og en jobsamtale indså jeg at det nok er næsten umuligt når jeg hverken snakker fransk eller tysk som de fleste danskere jo gør, og det er selvfølgelig disse der bliver valgt først. Jeg gav op på idéen for at være realistisk men gav ikke op på at skulle ud og rejse så jeg skrev en status på facebook og spurgte efter idéer hvad man kunne lave i sit sabbatår uden at skulle bruge en hel masse penge (som jeg hellere vil bruge på min fremtidige uddannelse). En facebookven henviste mig til siden greataupair.com hvor jeg lavede en profil, faktisk bare for at se hvad der var af muligheder. Jeg fik nogle beskeder hvor jeg dog ikke rigtig syntes at jobbet eller familien var overbevisende. Så skrev min nuværende værtsfamilie og jeg syntes jo at jobbet lød dejlig let så vi skrev lidt frem og tilbage og endte med at have en skypesamtale, hvorefter planlægningen sådan set ellers bare begyndte. En måned efter første besked, sad jeg i Brussels.

Det er jo en kæmpe risiko at tage, både for mig men også for værtsfamilien. At flytte til et fremmed land hvor man ingen kender og skal bo hos en vildt fremmed familie. Men det er også en kæmpe risiko at tage at lade en vildt fremmed ind i dit hjem og overlade dit barn i hænderne på vedkommende. Så det er lidt af en sats begge parter tog.

Under min juleferie i Danmark sagde min farfar til mig at jeg var modig og at hvis det var ham, så havde han nok skidt i bukserne af skræk. Jeg svarede min farfar at jeg skam også har skidt i bukserne af skræk et par gange. Jeg kan huske da jeg sad i flyveren, for præcis 2 måneder siden, på vej til Brussels fra København så tænkte jeg "hvad fanden har jeg gang i? Alt kan gå galt". Men jeg prøvede at tage en dyb indånding og tage én ting af gangen.
De første gange jeg skulle ud var også et helvede. Tænk hvis jeg ikke kan finde tilbage? Tænk hvis jeg ikke kan finde derhen? Tænk hvis jeg bliver overfaldet? Og ikke mindst at skulle møde nye venner! At skulle gå ind i et fremmed område for at møde en fuldstændig fremmed person uden at vide om man vil have noget at snakke om eller om personen er den som han/hun udgiver sig for. I kan tro jeg har skidt meget i bukserne, men hold kæft jeg udvikler mig som person af alle de gange jeg tørrede min røv og kom igennem det alligevel! (Håber i forstår metaforen).
Så selvom det måske ser ud til at jeg bare er en type der er fearless og bare kaster mig ud i ting, så er det langt fra sådan det er. Det kræver mod og et stort skridt ud af min comfortzone og jeg håber at indlægget giver mod til alle der sidder derhjemme og føler sig fanget i deres comfortzone. 

Jeg vil med glæde også svare på spørgsmål (som jeg allerede har fået et par stykker af) eller hjælpe hvis nogen selv gerne vil prøve at komme ud og være au pair, så i er velkomne til at skrive til mig på facebook !