Dag 31

Så er der gået en måned siden jeg tog hjemmefra. Dagene er gået hurtigt synes jeg. Det kan måske være fordi at mange af mine dage er flydt sammen; de dage hvor jeg ikke rigtig laver noget, hvor jeg bare ligger og ser Netflix og venter på at hente Aafke for så derefter at tage over og træne... For de dage er der mange af. Jeg har på sin vis brug for de dage for lige inden jeg tog herned var jeg stresset. Jeg arbejde fra kl. 9.30 til lidt over 18.00 og tog derefter direkte over og træne til klokken var ca. 21.00. Og på arbejdet følte jeg at der var for få timer i døgnet til at få det hele lavet. Mine søde kollegaer gjorde det hele nemmere, men jeg kan se nu at det slugte meget af min energi.
I oktober var jeg en uge i Danmark for at få lidt ferie, det hjalp lidt på energien og motivationen men det var meget kortvarigt. Så at komme herned og lave "ingenting" tror jeg at jeg har haft brug for. Jeg er meget overrasket over at en hel måned er gået og at jeg stadig føler at jeg fylder mit energidepot op, men jeg tror min krop og mit sind takker mig.

Men ja, tiden er gået hurtigt og dagene er flydt meget sammen. Der er selvfølgelig dage med pigerne, og ikke me, myself and I hvor jeg begiver mig ud i byen og oplever lidt, hvilket jeg også har nydt rigtig meget og ser frem til at se endnu mere af byen.
Men for at se lidt længere ud i fremtiden, tror jeg ikke at jeg kan få 6/7 måneder mere til at gå på den måde; jeg kommer til at få brug for at fylde min hverdag ud. Her har jeg for det første tænkt at jeg vil starte til fransk når jeg kommer tilbage fra Danmark. Så bliver mine formiddage da fyldt ud nogle af dagene på ugen. For det andet får jeg jo mit snowboard herned, så jeg kommer forhåbentlig også til at skulle ned og stå på snowboard i de dage hvor min værtsmor er hjemme. Det første sted jeg skal ned og stå på snowboard er faktisk i Holland, 2 timers kørsel herfra, i en indendørs skihal hvor der både er rails og hop. I kan slet ikke forestille jer hvor meget jeg ser frem til at stå på snowboard igen!

For et par dage siden meldte den første snert af hjemve sig. Det kom af at Aataa var på Sana for at finde ud af hvorfra nogle smerter han har haft i et stykke tid, kom fra. Jeg er et familiemenneske; min familie er min klippe, min sikre havn og betyder alverdens for mig. Derfor har det været hårdt for mig at være så langt væk i sådan en situation. Både fordi at jeg så gerne vil være der for Aataa da jeg ikke engang kan forestille mig hvor hårdt det må være at gå i gennem sådan noget. Og jeg ved at det har været ligeså hårdt for Aanaa - at se sin mand gennem 50 år have ondt. Jeg ville så gerne have kunne være ved deres side, give dem et kram og forsikre dem om at de trods altid har os - deres børnebørn, døtre og svigersønner. Men også fordi at jeg faktisk har brug for det. Jeg har også brug for min families støtte, som jeg selvfølgelig har lige meget hvor i verden jeg er. Men jeg har også brug for det fysiske. At ligge og putte med mor, at få et kram fra far og bruge eftermiddagen hos Aanaa og Aataa... At blive holdt om mens man får nogle mindre gode nyheder i stedet for at sidde alene foran en skærm uden nogen til at trøste en.

Det tror jeg er min primære grund til at jeg har hjemve, men for at se det fra et lidt andet perspektiv så tror jeg også det er en fase. Den første måned er altid ny og spændende og med alle de nye oplevelser og indtryk har man slet ikke plads til at have hjemve. Men når den måned er gået og alting begynder at blive "normalt" og måske endda lidt småkedeligt, så er det dér hjemveen begynder at melde sig fordi nu har man set det hele og man vil faktisk gerne hjem.
Men jeg tror på at det er en fase jeg skal igennem og jeg er sikker på at komme op til Danmark, til min familie og det velkendte vil hjælpe mig igennem den fase.
Hjemveen skal der selvfølgelig være plads til og jeg byder den hjerteligt velkommen, men jeg hænger i og tror på at det bare er noget jeg skal over.

"Cry a river,

build a bridge and get over it" 

Jeg håber også at andre der er væk hjemme som studerende, udviklingsstudenter og måske endda andre au pairs kan motiveres lidt til at give det en chance til før i giver op og tager hjem pga. hjemve, hvilket jeg synes vi grønlændere er slemme til (sorry-not-sorry).