Dag 1

(Skrevet 14. november 2016) 

Inspireret af en gammel veninde Elena (www.elenasyearintheus.blogspot.com), der også bruger sit sabbatår som au pair, og som lovet min mor, har jeg valgt at køre en blog (eller i hvert fald at prøve) så venner, og familie og egentlig bare alle der gerne vil følge med kan kigge ind engang imellem. Men også så jeg en dag selv kan se tilbage på alle de ting jeg oplevede mens jeg var hernede. 

Jeg ved ikke engang helt endnu selv hvad den kommer til at indeholde, men jeg kan forestille mig billeder, oplevelser og egentlig bare hvad jeg har af tanker, mens jeg er i Bruxelles. Måske er det ikke engang hvert indlæg der kommer til at handle om Bruxelles. Men det må tiden vise.

For  4 timer og et Atlanterhav siden, stod jeg i Sisimiut og sagde farvel til min familie (og Kuuta, men hun er efterhånden også under kategorien familie). Det var ikke sjovt og der blev da også fældet et par tårer (er faktisk ved at tude igen, bare ved at skrive det haha!). Jeg fældede faktisk ikke bare et par tårer; jeg tudbrølede så meget at stewardessen i flyet til Kangerlussuaq gav mig en håndfuld servietter, og nu er mine øjne så hævede at jeg ligner noget der er løgn. Men det er okay, jeg synes jeg er undskyldt for det var hårdt og jeg kommer til at savne dem alle sammen! Også de mange jeg desværre ikke fik sagt farvel til.

Lige nu sidder jeg i flyveren mod København, og vi lander vist om en times tid. Jeg har set Sex and the City og spist chillinødder, hvilket hjalp lidt på humøret og faktisk gjorde flyveturen, som jeg som regel hader, ret hyggelig. Min fars lillebror Lasse og hans søde familie kommer og henter mig i lufthavnen også skal jeg overnatte hos dem. Det bliver rigtig hyggeligt, da jeg ikke har set dem i rigtig lang tid. 

I morgen eftermiddag skal jeg videre mod Bruxelles.  Jeg er ærlig talt pisse nervøs. Jeg er nervøs over at skulle en anden rute end den sædvanlige fra Terminal 2 mod Kangerlussuaq. Jeg er nervøs over om min kommende "værtsfar" nu også har sørget for om jeg må have bagage med, hvilket der har været lidt bøvl med. Jeg er nervøs over om jeg finder vej i lufthavnen. Jeg er nervøs over om jeg overhoved kan klare noget så simpelt som at sætte mig ind i en taxa og sige adressen til min kommende familie. Også er jeg nervøs over ca. næsten alt der er at være nervøs over i de næste 7 måneder. Men det er vist også okay, det tror jeg alle ville være.

Men jeg ikke kun nervøs. Jeg er også nysgerrig; hvordan er den her familie? Kan jeg overhoved klare at passe en 3-årig? Tænk hvis jeg giver hende madforgiftning... Okay det er også mere nervøsitet end nysgerrighed, hæh. Og hvordan bliver træningscentret jeg skal begynde i? Hvordan bliver den skihal jeg skal stå på snowboard i? Og bliver det overhoved til noget? Får jeg mon nogle jævnaldrende venner??? Jeg har virkelig mange tanker kørende i hovedet, der i øvrigt er noget rod.

Men hvis du er også er nysgerrig på hvad mine 7 måneder kommer til at indeholde håber jeg du vil kigge herind i ny og næ også lover jeg, at jeg vil prøve at skrive, når jeg synes der er noget værd at skrive om.